Proces for SORA og PDRA-ansøgninger

Droneoperationer i den specifikke kategori forudsætter, at du har fået en tilladelse fra Trafikstyrelsen.

Ønsker du at indsende en ansøgning for operationer i den specifikke kategori, skal du enten udarbejde en selvstændig risikovurdering SORA - eller anvende en prædefineret risikovurdering PDRA.

Ansøgningsprocessen er den samme for begge typer.

Overvejelser inden jeg går i gang med min ansøgning

Ansøgninger i den specifikke kategori stiller høje krav til operatøren og kræver grundigt forudgående kendskab til de safety-krav, der opstilles i ansøgningen, samt dokumentationskravene hertil.

Inden du som operatør går i gang med en ansøgning til en tilladelse for at kunne flyve i drone i den specifikke kategori, skal du derfor overveje, om der er tilstrækkelige ressourcer til stede til at udarbejde ansøgningen og til at bidrage med yderligere oplysninger i løbet af ansøgningens behandling ved Trafikstyrelsen.

Derudover bemærkes det, at det altid er den specifikke operation som godkendes, ikke operatøren. En behandling af en SORA-ansøgning kan derfor tage flere måneder, fordi det skal vurderes, om den konkrete operation, der ansøges om, er flyvesikkerhedsmæssigt forsvarlig, før tilladelsen kan gives. Det skyldes, at flyvning af droner under den specifikke kategori er mere risikabel end under den åbne kategori. Det er dit ansvar at sikre, at din ansøgning er indsendt i så god tid, at du ikke er presset af, at du har sagt ja til at påtage dig en opgave, før du har fået din operationelle tilladelse til at flyve.

Husk sagsbehandlingstid – planlæg dine operationer herefter

Der kan gå mellem 4 til 12 måneder, før du har en operationstilladelse alt efter, hvor kompliceret din droneoperation er. Du skal derfor planlægge din droneoperation efter dette tidsperspektiv.

Processen fra indsendelsen af din ansøgning til opnået operationstilladelse:

Forventet proces for sagsbehandling af din ansøgning, for en ukompliceret sag, er som følger:

  • Ca. 3 uger efter, at Trafikstyrelsen har registreret din ansøgning i vores system, vil du blive kontaktet af en sagsbehandler, som vil blive tilknyttet din sag.
  • Når sagsbehandleren kontakter dig første gang, vil denne oplyse dig om processen, forventninger til sagsbehandlingen, forventninger om, hvor lang tid det vil tage, og hvornår du kan forvente første feedback på din ansøgning.
  • Efter første gennemgang af din ansøgning, vil du modtage feedback fra din sagsbehandler. Ved første gennemgang kan der være flere bemærkninger til justeringer, spørgsmål til afklaring og lignende, som du skal forholde dig til og besvare.
  • Du skal være forberedt på, at der kan være behov for flere gennemgange af din ansøgning, hvor der skal rettes til, før den lever op til kravene. Du vil derfor have en løbende dialog med din sagsbehandler om ansøgningen.  

Samarbejdet om ansøgningen:

Sagsbehandlingsprocessen går tit i stå, fordi ansøgeren ikke prioriterer at bruge til på at udarbejde de nødvendige rettelser og sende retur til Trafikstyrelsen så hurtigt som muligt. En hurtig sagsbehandling af din ansøgning kræver derfor, at vi samarbejder og har en løbende dialog om forventede tilbagemeldinger.

Mulighed for et indledende vejledningsmøde

Før du går i gang med selve udarbejdelsen af en ansøgning og risikovurdering, er det vigtigt, at du sætter dig godt ind i selve SORA- og PDRA-processen. Som hjælp hertil tilbyder Trafikstyrelsen et gratis vejledningsmøde. Forud for vejledningsmødet skal du sørge for følgende:

  • Sætte dig ind i de 10 steps i SORA-processen og/eller det PDRA-compliance matrix, alt efter hvad du ønsker at søge til
  • Forhold dig til ansøgningsskemaet til operationer i den specifikke kategori og dets indhold (find skemaet længere nede)
  • Skriftligt beskrive, hvad du ønsker svar på til vejledningsmødet

Du anmoder om et vejledningsmøde via mail til info@trafikstyrelsen.dk. Indsæt ”SORA og/eller PDRA-vejledningsmøde” – ”Virksomhedens navn” i emnefeltet i din mail, hvor du medsender dine spørgsmål og evt. ansøgningsskemaet til operationer i den specifikke kategori, hvis du allerede har udfyldt dette.

 

Hvornår er jeg klar til at indsende en SORA eller PDRA og hvordan?

Tjek at din ansøgning er fyldestgørende inden fremsendelse, og at du skriftligt har forholdt dig til alle kravene. Bemærk, at EASA løbende publicerer justeringer til gældende AMC/GM-materiale på deres hjemmeside (Easy Access Rules) – sørg for, at du udarbejder din ansøgning efter nyeste version.

Ansøgningen skal indeholde følgende dokumenter:

  1. Ansøgningsskema: Udfyld ansøgningsskema for ansøgning om operationstilladelse i den specifikke kategori
  2. Risikovurdering (SORA eller PDRA): SORA skal bestå af en gennemgang af de 10 trin. SORA’en skal fremsendes i ét samlet dokument. PDRA skal bestå af udfyldt compliance-matrix, jf. gældende AMC/GM, og skal fremsendes i ét dokument.
  3. Operationsmanual inkl. relevante bilag.

Du skal fremsende alle relevante dokumenter i PDF- eller Word-format som vedhæftet filer i mail(s) til info@trafikstyrelsen.dk. Indsæt ”SORA og/eller PDRA-ansøgning” – ”Virksomhedens navn” i emnefeltet i din mail, hvor du indsender din ansøgning.

Vi kan ikke modtage følgende:

  • Links i din ansøgning, der henviser til producenters hjemmesider
  • Din ansøgning i delte drev. du skal fremsende alle dine dokumenter i en mail, eller flere mails.

Ansøgningsprocessen starter fra det tidspunkt, at din ansøgning vurderes fyldestgørende.

 

Det sker der, når du har indsendt din ansøgning

Når du har indsendt din ansøgning til Trafikstyrelsen, vil din ansøgning vil herefter blive journaliseret, men din ansøgning får først tilkoblet en sagsbehandler, når den er blevet screenet på det førstkommende screeningsmøde.

Droneteamet afholder screeningsmøderne hver 14. dag, hvor nye ansøgninger til den specifikke kategori vurderes og tildeles en sagsbehandler. Du vil modtage en orienteringsmail fra sagsbehandleren umiddelbart efter screeningsmødet. Mailen orienterer om sagsbehandlingstid, og hvornår de forventede sagsbehandlingstider tæller fra.

Trafikstyrelsen begynder først vurderingen af din ansøgning, når den er fuldt oplyst, eller oplyst på en sådan måde at udestående kan tilpasses undervejs i processen.

En risikovurdering som en SORA og PDRA, kræver ofte justeringer og ændringer af operatørens ansøgning, inden den kan godkendes. Trafikstyrelsen råder derfor både leverandører og købere af droneydelser til at være tilbageholdende med at indgå aftale om droneydelser, før der foreligger en konkret tilladelse.

Hent ansøgningsskemaet for ansøgning om operationstilladelse her

Senest opdateret 10-02-2025