Cross-border droneoperationer

Læs mere om ansøgningsprocessen for cross-border droneoperationer i den specifikke kategori her på siden.

Cross-border droneoperationer er droneoperationer i den specifikke kategori i et andet EASA-land end det, du kommer fra. Cross-border droneoperationer kræver omhyggelig planlægning og overholdelse af de europæiske regler samt eventuelle nationale regler.

Udover de nationale regler, kan der være særlige krav til planlægningen af operationer og operationsområder. Forud for en cross-border-ansøgning, bør du derfor orientere dig om, hvilke særlige krav der er i det land, du vil flyve i.

Cross-border-tilladelse

En tilladelse til Cross-border droneoperationer gives kun i den specifikke kategori og på baggrund af eksisterende operationstilladelser. Sådanne operationstilladelser gives af den civile luftfartsmyndighed i det land, du er fra. Skal du flyve i udlandet, skal du derfor have en operationstilladelse fra Danmark, før du kan ansøge om en identisk type operation i et andet EASA-land. Med din operationstilladelse i hånden kan du herefter ansøge det andet land om selve cross-border-tilladelsen. Ifm. denne ansøgning vil langt de fleste lande bede dig om at redegøre for lokale mitigerende foranstaltninger   

Lokale mitigerende foranstaltninger

Lokale mitigerende foranstaltninger er procedurer og krav specifikt for det land, du påtænker at flyve i. De fleste EASA-lande skriver på deres hjemmeside, hvilke krav, der skal opfyldes for at flyve drone i den specifikke kategori i deres land. Findes informationen ikke på deres hjemmeside, bør du tage kontakt til dem, da de fleste har lokale og nationale krav.

De lokale mitigerende foranstaltninger i Danmark

  • Beskrivelse af operationerne i Danmark
  • Indtegning af operationsområdet på kort (Ved generiske operationstilladelser indsendes et repræsentativt operationsområde)
  • Procedurer, der sikrer, at fjernpiloterne orienterer sig om geografiske dronezoner samt midlertidige og permanente restriktionsområder på www.dronezoner.eu forud for droneflyvninger.
  • En opdateret Emergency Response Plan, der tager højde for, at alle telefonnumre til de vigtigste nødopkald er opdaterede
    • Alarmcentralen: 112
    • Politiet: 114
    • NAVIAIR: +45 32 47 82 21
    • Kontakt til andre relevante parter (F.eks. AFIS, ATC, Forsvaret o.l.)
  • Evt. procedurer for, hvordan BVLOS sikres at blive fløjet i luftrumsrisikoklasse A (ARC-A).

Sådan ansøger du som dansk droneoperatør:

  • Du skal have en operationstilladelse for flyvning i den specifikke kategori fra Trafikstyrelsen.
  • På baggrund af din operationstilladelse kan du ansøge om en tilladelse til cross-border-tilladelse hos  luftfartsmyndighederne i det land, du vil flyve.
  • Undersøg krav til lokale mitigerende foranstaltninger i det land, du vil flyve. Find liste over luftfartsmyndighederne i EASA-lande her
  • Indsend dokument med procedurer ift. nationale regler og krav i det land, du vil flyve i.
  • Accepterer luftfartsmyndighederne de lokale mitigerende foranstaltninger, sendes en bekræftelse til Trafikstyrelsen
  • Du kan starte droneoperationen, når informationen er sendt til Trafikstyrelsen.
  • Din Cross-border-operation tilføjes til din operationstilladelse af Trafikstyrelsen.

Du kan læse mere, om hvordan du ansøger om cross-border droneoperationer i EASAs Easy Access Rules, artikel 13.

 

Ved ansøgning om cross-border droneoperationer i Danmark skal du udfylde nedenstående ansøgningsskema, der opridser de operationer, som du påtænker at flyve.

Vær opmærksom på, at du i din overordnede ansøgning skal medsende al relevant dokumentation sammen med ansøgningsskemaet.

Hent ansøgningsskemaet til cross-border tilladelse her [Engelsk]

Sagsbehandling af ovenstående ansøgninger og tilladelser er gebyrbelagt i henhold til gældende gebyrbekendtgørelse..
 
Hvis du har behov for et indledende vejledningsmøde forud for fremsending af risikovurdering, er dette dog ikke underlagt gebyr.
 

Har du spørgsmål, eller vil du høre mere?