I 2021 blev de daværende danske dronebeviser konverteret til europæiske certifikater. Desværre skete der en fejl, hvor nogle piloter med et 1A- dronebevis modtog et A2-certifikat, selvom de blot skulle have haft et A1/A3-certifikat.
Den korrekte konvertering skulle være som følgende:
- 1A dronebevis --> A1/A3 certifikat
- 1B dronebevis --> A2 certifikat
- 2 dronebevis --> A2 certifikat
Det har betydet, at piloter med fejlkonverterede certifikater har kunnet flyve i områder, som de ikke burde have kunnet flyve i, og operere droner op til 4 kg tættere på personer, end tilfældet ellers ville være.
For at rette fejlen har Trafikstyrelsen tilbagekaldt de fejlkonverterede A2-certifikater og udstedt nye A1/A3-certifikater med en gyldighed på 5 år. Tilbagekaldelsen og udstedelsen af nye A1/A3 certifikater er derfor udelukkende rettet mod den tidligere fejlkonvertering af 1A dronebeviserne og har kun betydning for personer, som havde et dronebevis efter de gamle dronebekendtgørelser fra 2017.
Hvis du har taget et A2 europæisk certifikat enten via Trafikstyrelsens hjemmeside eller en anerkendt A2-prøveafholder, er dette A2 certifikat gyldigt og vedbliver med at være gyldigt indtil udløbsdatoen.
A1/A3-certifikatet giver rettigheder til:
- A1: Flyvning med små droner (op til 899 g med C-mærkning eller 249 g uden).
- A3: Flyvning med droner op til 25 kg, mindst 150 meter fra beboelse, industri og rekreative områder.
Piloter, der ønsker at flyve i A2-kategorien, skal først bestå en prøve. Du kan finde mere information her: A2-kompetencecertifikat
Alle berørte dronepiloter har modtaget deres nye certifikat, dér hvor de modtager Digital Post.
Spørgsmål kan sendes til: dronecertifikater@trafikstyrelsen.dk
Trafikstyrelsen beklager fejlen.